Fra ambition til handling

“Klimaændringerne forværrer problemerne for de hundreder af millioner af mænd, kvinder og børn, som allerede lever i ekstrem fattigdom – og de truer med at presse hundreder af millioner flere mennesker ud i tilsvarende armod. Det er nødvendigt med en samlet international reaktion på denne udfordring, som man aldrig har set magen til, hvis vi skal undgå katastrofale menneskelige lidelser.”

KLIMAÆNDRINGERNES MENNESKELIGE ANSIGT

De foregående kapitler er dyster læsning: Den trussel, de beskriver, er global, overhængende og alvorlig, specielt for verdens fattigste, der har bidraget mindst til problemet. Menneskeskabte klimaændringer ændrer mønstrene i ekstreme vejrforhold, inklusive oversvømmelser, cykloner og tørker. Selvom nogle klimaændringer nu er uundgåelige, er der stadig tid til at undgå de værste påvirkninger. Vi kan forhindre menneskelige lidelser i et hidtil uset omfang, men det vil kræve, at vi reagerer hurtigt … og der er ingen tid at spilde.

Prisen for ikke at reagere vil være høj og vidtrækkende, og den vil i uforholdsmæssig stor grad blive betalt af de fattige. Ud over at ødelægge folks levevej og infrastruktur vil klimaændringernes påvirkninger for-stærke finansielle, politiske, sociale og miljømæssige problemer, hvilket vil gøre det endnu sværere at nå en lang række udviklingsmæssige mål. Ud over at reducere udledningen af drivhusgasser er vi derfor nødt til at øge de globale investeringer i reducering af katastroferisici, opbygning af klimaresistente leveveje, styrkelse af de lokale styreformer og nedbrydning af fastlåste uligheder og diskriminerende magtstrukturer.

Det haster, fordi klimaændringerne sker med større hastighed og intensitet end oprindeligt forudsagt, og fordi vi måske nærmer os et irreversibelt punkt. Faktisk stiger den globale CO2-udledning hurtigere og hurtigere, og mange mennesker betaler allerede prisen. Det giver os ikke andet valg end at gøre to ting på samme tid: at sørge for afgørende nedskæringer i udledningen af drivhusgasser og at begynde at gøre noget ved de uundgåelige konsekvenser af klimaændringerne.

Vi må begynde med at tage det tvingende behov for at reducere udledningen af drivhusgasser fra energiproduktion, skovrydning, transport og industrielle processer alvorligt. Det internationale samfund mødes i december 2009 i København til det 15. internationale klimatopmøde under UNFCCC (United Nations Framework Convention on Climate Change) for at blive enige om en vej fremover. En succes i København vil hjælpe os med at finde et niveau for sikre udledninger. På den anden side vil et tilbageskridt i København gøre det sværere at forhindre de klimaændringer, som vil tvinge fremtidige generationer til at leve i en meget anderledes – og langt mere farlig – verden.

På globalt plan hjælper CARE millioner af fattige, som er sårbare over for konsekvenserne af klimaændringer. Mens de kæmper for at overleve, minder deres daglige udfordringer os om, at klimaændringerne har et menneskeligt ansigt. I CARE’s arbejde med at bekæmpe fattigdom og forsvare disse millioner af menneskers værdighed er vores fokus derfor på at hjælpe de mest sårbare samfund med at tilpasse sig konsekvenserne af de klimaændringer, som de allerede oplever.

BEGYND TILPASNING NU

Fra stadig hyppigere tørker i Afrika og smeltende gletsjere på de amerikanske kontinenter til hedebølger i Europa og kraftigere monsun-storme i Sydasien er det tydeligt, at vi er for sent ude til helt at kunne undgå de negative effekter af klimaændringerne. Desuden frygter forskerne, at vi allerede må indstille os på endnu mere opvarmning (mindst 0,6° C mere i slutningen af dette århundrede) på grund af inertien i klimasystemet. Et nyligt studie konkluderede for eksempel, at det vil tage 1.000 år eller mere at vende noget af den eksisterende inerti i systemet selv i det usandsynlige tilfælde, at de globale udledninger med det samme blev reduceret til niveauet før industrialiseringen. Dette tyder på, at det nu er på høje tid at begynde at tilpasse sig de ændringer, som den menneskelige aktivitet har sat i gang. For CARE betyder det, at vi skal fokusere på de mest sårbare befolkninger, der har den mindste kapacitet til at tilpasse sig.

De tilpasningsmæssige svar inkluderer teknologiske (for eksempel højere dæmninger), adfærdsmæssige (for eksempel reduceret forbrug), forvaltningsmæssige (for eksempel nye dyrkningsmetoder) og politiske tiltag (for eksempel nye reguleringer). I mange lande bruger man allerede en kombination af disse tiltag i en række hurtigt voksende tilpasningsstrategier. For eksempel arbejder CARE med landsbyboere på Misali, en ø i Tanzania, med at genetablere mangroveskovene. Efterhånden som de vokser, vil mangroven skabe vigtige leveområder for vandlevende arter, der giver mulighed for, at lokale kan udnytte dem, og mangroven vil fungere som en levende stormbarrierer, der reducerer risikoen for katastrofer forårsaget af cykloner.

VERDENS FATTIGE BETALER PRISEN

Selvom de har bidraget mindst til årsagerne til den globale opvarmning, vil verdens fattige blive mest påvirket af den. Det skyldes, at deres leve-veje, såsom landbrug til eget forbrug, er særligt sårbare over for skiftende regnfaldsmønstre og andre konsekvenser af klimaændringerne. En af de vigtigste faktorer, som afgør både individers, lokalsamfunds og hele samfunds sårbarhed, er deres adgang til og kontrol over de naturlige, menneskelige, sociale, fysiske, politiske og finansielle ressourcer, der kræves for tilpasning. Den åbenlyse mangel på disse faktorer er en vigtig grund til, at fattige mennesker – specielt i marginaliserede sociale grupper såsom kvinder, børn og gamle – bliver særligt hårdt ramt af klimaændringer.

Dette kan bedst illustreres ved cyklonen Nargis i Myanmar, som kostede 140.000 mennesker livet. De værst ramte områder var typisk beboet af fattige. De havde de mindst robuste boliger og manglede adgang til de ressourcer og støtteinstitutioner (for eksempel advarselssystemer, mulighed for at evakuere deres ejendomme hurtigt og ressourcerne til at finde alternativ beboelse), som kunne have hjulpet dem til at undgå de værste effekter af cyklonen. Tabet af deres ejendele gjorde dem endnu fattigere og endnu mere udsat for at blive ramt af fremtidige katastrofer.

Selvom man ikke direkte kan give klimaændringerne skylden for en enkeltbegivenhed som cyklonen Nargis, er det klart, at de er skyld i forværringen af de ekstreme vejrforhold, og at de ødelægger de hårdt tilkæmpede udviklingsmæssige fremskridt. Alt imens ødelægger ændringerne i nedbørsmønsteret og i den totale mængde af regn de landlige økonomier, der er afhængige af simpelt landbrug og husdyrbrug.

UDNYT DEN LOKALE VIDEN

Vi er derfor nødt til at hjælpe verdens fattigste mennesker med at tilpasse sig klimaændringerne. Det inkluderer teknisk støtte til at sikre, at deres investeringer i infrastruktur ikke bliver skyllet væk af ekstreme vejrforhold. Det bør også inkludere hjælp til at integrere den nyeste klimaforskning i deres politiske processer. Projekter på nationalt plan som disse skal dog komplementeres med folkelige tiltag på græsrodsplan, der vil anvende lokal viden til at reducere de fattiges sårbarhed over for klimaændringerne. CARE bruger denne menneskecentrerede tilgang baseret på lokalsamfundet i sit arbejde. Det omfatter:

• Reducering af risikoen for katastrofer: De menneskeskabte klimaændringer ændrer mønstrene for ekstreme vejrforhold, inklusive oversvømmelser, cykloner og tørker. I mange tilfælde gør klimaændringerne disse farer mere intense, hyppigere, mere uforudsigelige og/eller mere langvarige. De øger risikoen for “katastrofer” alle vegne, men specielt i de dele af verden, hvor befolkningen allerede er sårbar. At få etableret advarselssystemer, forbedret beskyttelsesforholdene og oprettet fødevare- og kornbanker er derfor afgørende for at reducere risikoen for katastrofer og minimere deres konsekvenser i det lange løb. Der skal investeres mere i katastrofe-risiko-begrænsning (Disaster Risk Reduction) nu, specielt i fattige lande, der altid har været udsatte områder, men som nu oplever en stigning i ekstreme vejrforhold på grund af klimaændringerne. 
  

• At gøre folks leveveje mere modstandsdygtige: Tilpasning til klimaændringer involverer naturligvis mere end at kunne håndtere katastrofevirkningerne. Selv om voldsomme uvejr og andre ekstreme begivenheder giver overskrifter, så er det de kroniske ændringer – såsom højere temperaturer og kaotiske nedbørsmønstre – der udgør en endnu større trussel mod fattige mennesker. Det er derfor særligt vigtigt at hjælpe samfund og lokale institutioner med at gøre rurale leveveje mere modstandsdygtige mod variationer i klimaet og langsomt voksende ændringer. Aktiviteterne kan inkludere en foryngelse af passende traditionel viden, udbredelsen af nyskabende landbrugsteknikker og en spredning af indkomstkilderne.  
  

• Styrkelse af den lokale kapacitet: Lokale medspillere har allerede mange af de evner, erfaringer og relationer, der er nødvendige for at imødegå klimaændringerne. Men for at kunne gøre god nytte af disse fordele må deres evne til at forstå klimatiske risici og til at integrere denne viden i planlægning og beslutningsprocesser styrkes. 
  

• Nedbrydning af fastlåste uligheder og diskriminerende magt-strukturer: Dårlig skolegang, begrænset adgang til information, manglende beslutningsmæssig magt i de enkelte husholdninger og samfund såvel som politisk marginalisering er nogle af de mest alvorlige begrænsninger for fattiges tilpasningskapacitet. Verden er nødt til at fjerne fastlåste uligheder og diskriminerende magtstrukturer, hvis fattige mennesker skal kunne komme med deres egne løsninger på de trusler, som klimaændringerne medfører. Vi kan hjælpe dem ved at give kvinder magt, gøre det muligt for sårbare grupper at deltage i de lokale beslutninger, insistere på gennemskuelig styring og fuld ansvarlighed samt sikre ensartet adgang til ressourcer og vigtige ydelser såsom sundhed og uddannelse.  
  

POLITISK HANDLING NU

Hvordan endte vi ved sådan en farlig afgrund? Klimaændringer har været opfattet som en alvorlig trussel i mindst 30 år. Den første Verdenskonference om Klima i 1979 udpegede således global opvarmning som et truende problem og udsendte en erklæring, der opfordrede regeringer til at træffe omgående forholdsregler. Det var imidlertid ikke før i 1992, at 154 lande underskrev FN’s Klimakonvention (UNFCC) ved miljøtopmødet i Rio de Janeiro. Traktatens intention var at opnå ”stabilisering af koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, der vil forhindre farlige menneskeskabte forstyrrelser af klimasystemet”. Industrilandene forpligtede sig til at reducere udledningerne til niveauet for 1990 i år 2000, men med en bemærkelsesværdig mangel på succes.

Det næste var Kyoto-protokollen. Den etablerede juridisk bindende nedskæringer af udledningerne af CO2 (i gennemsnit dog kun 5,2 %) for industrilande, som skulle være nået i 2010. Selvom protokollen blev etableret i 1997, trådte den ikke i kraft før 2005. USA og nogle få andre lande trak sig ud af protokollen, og få lande, der bandt sig, vil faktisk nå deres mål for nedskæring.

Der skal tydeligvis ikke kun sund videnskab, men også yderligere pres fra befolkningen til for at overbevise regeringerne om omfanget af de udfordringer, verden står over for. Hver enkelt af os er nødt til at lade vores lokale, statslige og nationale regeringsledere vide, at vi forventer, at de tager omgående vidtrækkende skridt for at imødegå udfordringen – og at vi vil holde dem ansvarlige for det. Som en hjælp til at blive hørt kan vi alle støtte oplysningskampagner og deltage i civile bevægelser, der afspejler vores bekymring for den globale opvarmning.

For at øge vores indflydelse kan vi hver især  vælge et enkelt emne, som vi føler os motiveret til at beskæftige os med, og derefter slå os sammen med ligesindede naboer og  private organisationer (religiøse institutioner, fagforeninger, velgørenhedsorganisationer etc.) og presse på for handling fra regeringers og virksomhedslederes side. Blandt disse emner kunne være:

Mål for nedskæring og skift til ren energi. Udfordringen er indlysende, men regeringerne har brug for at vide, at deres borgere vil støtte afgørende skift på trods af omkostningerne på kort sigt. Regeringerne er også nødt til at motivere industrierne til at skære ned på deres udledninger samt at opmuntre til brug af miljømæssigt sunde forretningsmetoder.

Beskyttelse og bevarelse af skove. Skove spiller en nøglerolle i den globale opvarmning, fordi de oplagrer kulstof. Når skove bliver øde-lagt, frigives dette kulstof til atmosfæren. Skovrydning er nu ansvarlig for omkring 20 % af den globale udledning af kuldioxid hvert år.

Hjælp til særligt sårbare befolkninger med at tilpasse sig. Verdens fattigste vil blive hårdest ramt af klimaændringerne, selvom de har bidraget mindst til problemet. Mange mennesker, som kæmper for at overleve, kan ende med at blive skubbet ud over kanten. De har brug for vores hjælp til at håndtere denne indlysende uretfærdighed.

GØR EN PERSONLIG INDSATS

Klimaet ændrer sig. Gør du? Hver enkelt af os er nødt til at tage ansvar for at reducere udledningen af drivhusgasser, og de af os, der lever et liv med høje udledninger, har en særlig moralsk forpligtelse til at handle. Hver enkelt af os er nødt til at være en del af løsningen på klimaændringerne. Her er nogle forslag til at begynde med:

Bliv bedre informeret: Jo mere du lærer om klimaændringer, des mere vil du blive dedikeret til at gøre en forskel – og des bedre vil du blive til at forklare din beslutning for andre! Sørg for at lære om klimaændringerne og det, du kan foretage dig for at gøre en forskel. Reducer din personlige miljøbelastning: Selvom det er rigtigt, at løsningen på den globale opvarmning kræver regeringshandlinger, inklusive finansierings-, lovgivnings- og reguleringsmæssige forandringer samt handling fra den private sektor, så har vi som individer også en vigtig rolle at spille. Med Gandhis ord så skal hver af os ”være den forandring, vi gerne vil se i verden”. Du kan begynde med at tjekke dit eget hjem og dine vaner for at se, om der er mulighed for ændringer – begynd med de nemme korrektioner, og gå så videre til de sværere.

Overtal andre til at gøre det samme: Vi kan vinde over klima-ændringerne ved at handle sammen.

FRA AMBITION TIL HANDLING

Der skal internationalt samarbejde til i et hidtil uset omfang, hvis vi skal kunne reducere udledningen af drivhusgasser tilstrækkeligt til at forhindre farlige niveauer af klimaændringer. Heldigvis ved vi, hvad der skal til for at bryde det politiske dødvande og opbygge den nødvendige globale politiske vilje.

For det første må borgerne og regeringerne i de velhavende industrilande føre an i reduceringen af udledningen af drivhusgasser. Først da vil udviklingslandene kunne erklære sig enige i at bære deres rimelige del af byrden.

For det andet skal industrilandene yde omfattende støtte til mindre udviklede lande for at hjælpe dem til at tilpasse sig effekterne af klimaændringerne. Før i tiden fokuserede de rigere lande stort set udelukkende på at reducere udledninger i udviklingslande. Af både praktiske og etiske grunde er det lige så nødvendigt at støtte tilpasninger og håndtere klimarelaterede udvandringer.

Regeringerne rundt om i verden anerkender i stadig større grad behovet for disse mere ligeværdige forpligtelser. Den mest presserende udfordring er at fremkomme med konkrete forslag til at håndtere interaktionerne mellem klimaændringer og de kroniske trusler mod menneskeheden, som er skabt af fattigdom, konflikter og ulighed.

Klimaændringer er en alvorlig trussel, men de er også en mulighed for at mobilisere individuelle, lokale, regeringsmæssige og multilaterale kræfter som aldrig før. Det er grunden til, at CARE hele tiden lærer, nyskaber og samarbejder i vores forsøg på at hjælpe fattige samfund med at imødegå de udfordringer, som klimaændringerne foranlediger. I den forbindelse kan måden, hvorpå vi reagerer på udfordringen, i sidste ende være lige så vigtig som at overkomme selve udfordringen.