Klimaændringer og levebrød

LEVEBRØD PÅ TYND IS

Klimaændringerne repræsenterer en gennemgribende udfordring for alles liv og livsvilkår, men i særdeleshed for dem, der lever i udviklingslande, som er stærkt afhængige af de naturlige og naturbaserede ressourcer. Hvis det internationale samfund ikke reagerer, vil de samlede udgifter samt risikoen for klimaændringer svare til at miste mindst 5 % af det globale BNP hvert år fra nu og til evig tid. Hvis man tager højde for flere risici og påvirkninger, stiger den anslåede skade til 20 % af BNP eller mere. Til sammenligning anslår det Internationale Klimapanel (IPCC), etableret af UNEP og den Verdensmeteorologiske Organisation (IMO), at brugen af mindre end én procent af det globale BNP i løbet af de næste 30 år kan være nok til at undgå det værste.

Denne udfordring står lysende klar i forhold til verdens gletsjere, hvis hurtigt accelererende afsmeltning truer hele livsformer og endda menneskeliv. Data fra omkring 30 referencegletsjere i ni bjergkæder indikerer, at mellem årene 2004-2005 og 2005-2006 er den gennem-snitlige afsmeltningsrate og udtynding af gletsjerne mere end fordoblet.

Disse resultater, som er frembragt af World Glacier Monitoring Service, som UNEP støtter, bekræfter IPCC’s forudsigelser fra 2007. De indikerer, at gletsjerne i for eksempel Himalaya stort set kan være forsvundet i 2030’erne, medmindre omgående forholdsregler bliver taget for at reducere udledningen af drivhusgasser.

NÅR VERDENS GLETSJERE SMELTER

Implikationerne er skræmmende. De nuværende tendenser i den glaciale afsmeltning indikerer, at Ganges, Indus, Brahmaputra og andre floder, der gennemkrydser den nordindiske slette, i nær fremtid kan blive til årstidsbestemte floder som følge af de klimatiske ændringer, hvilket vil få alvorlige konsekvenser for fattigdommen og økonomien i området.

En halv milliard mennesker i Himalaya-Hindu-Kush-regionen og en kvart milliard mennesker længere nede langs floderne er afhængige af smeltevand fra gletsjerne til drikkevand og til brug i landbruget og industrien, og kan blive alvorligt ramt. Samtidig er der bekymring over dannelsen af enorme søer, som er resultatet af en accelereret afsmeltning fra gletsjerne, og deres forbundne Glacial Lake Outburst Floods (oversvømmelser som følge af brud på gletsjersøer) eller GLOF’s, som kan sende enorme mængder vand ned gennem dalene, når disse kunstigt skabte vandområder gennembryder deres jord- og stenbredder.

En ny optælling udført af International Centre for Integrated Mountain Development i samarbejde med flere partnere inklusive UNEP opgjorde antallet af gletsjersøer til over 2.300. Feltstudier af seks gletsjersøer i Bhutan indikerer, at over 20 af de 2.300 søer nu regnes for at være potentielt farlige for lokalsamfundene og indbyggernes livsvilkår.

Bekymringen for de smeltende gletsjere gælder ikke kun i Asien. Spanske forskere meddelte for nyligt, at gletsjerne i Pyrenæerne er svundet ind med op til 90 %. I USA, hvor hydroelektriske firmaer i Californien allerede er ved at udarbejde nye strategier i relation til en reduceret snesmeltning, har IPCC meddelt, at ”hårdt udnyttede vandsystemer i det vestlige USA og Canada, såsom floden Columbia River, der er afhængig af opsamlingen af afstrømningen af smeltevand, vil være særligt sårbare”.

En opvarmning med to grader celcius i 2040’erne vil formentlig føre til stærkt reducerede vandstrømme om sommeren, og det vil falde sammen med en stærkt stigende efterspørgsel. Eksperterne anslår, at Portland, Oregon, for eksempel, på det tidspunkt vil have brug for yderligere 26 millioner m3 vand som følge af klimaforandringerne og befolkningstilvæksten. Det vil ske samtidig med et fald i sommerforsyningerne fra floden Columbia River med anslåede 5 millioner m3.

Imens advarer forskerne om, at de fleste af de tropiske gletsjere i Latinamerika kan smelte væk i perioden fra 2020 til 2030. Tendensen har allerede nået kritiske niveauer i Bolivia, Peru, Colombia og Ecuador. Ændringer i temperatur og luftfugtighed er den vigtigste målte årsag til gletsjer-tilbagetrækning i anden del af det 20. århundrede i den tropiske del af Andesbjergene.

Inden for de næste 15 år vil de intertropiske gletsjere formentlig forsvinde og dermed påvirke såvel adgangen til vand som produktionen af vandkraft.

ARKTIS - DET MINDSTE ISDÆKKE NOGENSINDE

Situationen i Arktis er også meget bekymrende, specielt for de indfødte folkeslag, der er stærkt afhængige af marineressourcer og jagt.

I 2008 var den mængde arktisk havis, der var tilbage efter sommer-afsmeltningen, den næstmindste siden satellitovervågningen begyndte i 1979. The National Snow and Ice Center i USA kom frem til, at det minimale isdække – som blev målt den 12. september – lå spredt ud over et område på 4,53 millioner km2. ”Mens der i 2008 var 10 % mere isdække end i 2007, hvor det laveste tal blev registreret nogensinde, var det stadig mere end 30 % under gennemsnittet for de sidste tre årtier. Lagt sammen findes der ingen parallel til de to somre,” oplyses det i UNEP’s Årbog 2009.

For andet år i træk var der en isfri kanal i Nordvestpassagen gennem øerne i det nordlige Canada. I 2008 oplevede man også en åbning af den nordlige havrute langs den arktiske sibiriske kyst. Sidst, de to passager var åbne samtidig, var formentlig før den sidste istid for omkring 100.000 år siden.

Hvordan disse udviklinger vil påvirke de arktiske samfund afhænger i stor udstrækning af regionens regeringer og deres forvaltning af for eksempel skibsfart, og de hurtigt voksende muligheder for mere intenst fiskeri. Den tyndere is og stigningen i ekstreme vejrbegivenheder er allerede begyndt at have omkostninger. For eksempel er der bekymring for Samerne og deres rensdyrflokke, der står over for fødemangel som følge af klimaændringerne.

Det ændrede klimas betydning for folks dagligliv fremgår også på tragisk vis af en lille kirkegård i Iqluit i Canada, på bredden af Frobisher Bay. Her ligger folk, som er gået gennem den tynde is på deres snescootere, og ofre fra skibe, der er kæntret i usædvanlige og voldsomme stormvejr, begravet. Andre påvirkninger omfatter dem, som er et resultat af smeltende permafrost, hvor infrastrukturer som bygninger, veje og rørledninger falder sammen eller forskubber sig.

LIVSVILKÅR OG HAVNIVEAUER

Afsmeltningen af isen i Arktis har betydning for hele verden, specielt kystområderne. Det anslås for eksempel, at 30 % af Afrikas kystbaserede infrastruktur kan blive oversvømmet, inklusive kystbyer i Guinea-golfen, Senegal, Gambia og Ægypten.

Situationen lader til at være mere alvorlig, end man tidligere har troet. Den grønlandske indlandsis, der vil hæve havniveauet med seks meter, hvis den smelter væk, mister for øjeblikket mere end 100 km3 om året – hurtigere end en naturlig afsmeltning kan forklare. Tabene fra den Vestantarktiske Iskappe er steget med 60 % mellem 1996 og 2006, mens tabene fra den Antarktiske Halvø er steget med 140 %.

I 2007 anslog IPCC, at havniveauerne kan stige med mellem 18 cm og 59 cm i det kommende århundrede. Men mange forskere mener nu, at stigningen kan blive endnu højere, delvis på grund af nye vurderinger af iskapperne i Grønland og Antarktis. Et af studierne når frem til en stigning på mellem 0,8 og 1,5 meter, mens et andet anslår en stigning i havniveauet på to meter i det kommende århundrede alene på grund af udstrømninger fra Grønland.

En stigning på en meter i havniveau på verdensplan vil tvinge millioner af mennesker på flugt: omkring 100 millioner mennesker i Asien, især Bangladesh, det østlige Kina og Vietnam; 14 millioner i Europa og 8 millioner i henholdsvis Afrika og Sydamerika. Det er ikke kun det højere havniveau, men kombinationen af disse med mere ekstreme vejrbegivenheder, der risikerer at skade både menneskers liv og livsvilkår.

Hen imod slutningen af århundredet vil – ifølge et scenario med stærk opvarmning – en form for oversvømmelse, der nu sker en gang hvert 100. år i New York, vende tilbage hvert tredje eller fjerde år, siger IPCC.

LIVSVILKÅR OG LANDBRUG

Ekstreme vejrbegivenheder og andre klimarelaterede fænomener er et alvorligt problem for landbrugsbaserede samfund, hvor der samtidig er en heftig befolkningstilvækst og en mindre end optimal forvaltning af landbrugsjord, vandforbrug, fødevareproduktion samt distributionskæde.

En ny rapport fra UNEP: The Environmental Food Crisis: Environment’s role in averting future food crises, påpeger, at global vandmangel kan reducere udbyttet af afgrøder med op til 12 %.

• Klimaændringer kan accelerere invasioner af insekter, sygdomme og ukrudt og reducere udbyttet med yderligere 2-6 % på verdensplan i 2050. 
  
• Imens vil fortsat jordødelæggelse, specielt i Afrika, reducere udbyttet med yderligere 1-8 %. 
  
• 8-20 % af landbrugsjorden kan også gå tabt til bymæssig bebyggelse, biobrændsel, bomuld og jordødelæggelse i 2050. 
  
• Udbyttet kan falde med 5-25 % på grund af skadedyr, vandmangel og jordødelæggelse. 
  

Der er også voksende bekymring over havenes produktivitet, ikke mindst betydningen af de stigende niveauer af CO2 på pH-værdien af det maritime miljø, og hvilken betydning det vil have for fiskeriet og de skaldannende organismer i bunden af fødekæden.

In Dead Water, en rapport udført af UNEP, forudsiger, at en stigende forsuring kan reducere tilgængeligheden af kalciumkarbonat i havvand, inklusive den meget vigtige form aragonit, der bruges af en række forskellige organismer til opbygningen af deres skaller.  Koldtvands- og dybvandskoraller kan i 2050 blive påvirket af forsuringen, ligesom skalbyggende organismer overalt i de sydlige have og i den subantarktiske del af Stillehavet kan blive det i 2100.

Dette er kun nogle af grundene til, hvorfor verden er nødt til at reagere på klimaændringerne, ikke mindst på grund af betydningen for folks levevilkår.

LEVEVILKÅR - MULIGHEDERNES KLIMA

Det er klart, at den bedste form for tilpasning er reducering: Udledningerne af drivhusgasser skal skæres ned, og det skal ske hurtigt for at stabilisere koncentrationerne i atmosfæren og forhindre fremtidige temperaturstigninger.

At gøre noget ved klimaændringerne skal ikke ses som en bremse på den økonomiske aktivitet eller folks levevilkår, men snarere som en tilskyndelse til udviklingen af en lav CO2- , mere ressourceeffektiv og innovativ global økonomi.

Under UNEP’s Global Green New Deal/Green Economy-initiativ har vi arbejdet med den Internationale Arbejdsorganisation (ILO), fagforeninger og arbejdsgiverforeninger. I rapporten om grønne job (Green Jobs-rapporten) oplyses det, at:

• I de senere år har 2,3 millioner mennesker fundet nye job inden for den bæredygtige energisektor, og potentialet for vækst i denne sektor er enorm. 
  
• Beskæftigelsen i alternativ energiproduktion kan stige til 2,1 millioner mennesker inden for vind og 6,3 millioner mennesker inden for solenergi i 2030.  
  
• Bæredygtig energiproduktion skaffer flere job end produktionen af fossile brændstoffer. De forventede investeringer på 630 milliarder amerikanske dollars i 2030 vil svare til mindst 20 millioner yderligere job inden for den bæredygtige energisektor. 
  
• I landbruget kan 12 millioner mennesker blive ansat inden for biomasse-energi og beslægtede industrier. I et land som Venezuela kan en blanding på 10 % ætanol i brændstoffet give en million nye job i sukkerrørsindustrien i 2012. 
  

En verdensomspændende overgang til energieffektive bygninger vil skabe millioner af job, ligesom det er muligt at gøre den nuværende beskæftigelse af mange af de hen ved 111 millioner mennesker, som allerede arbejder i bygningssektoren, mere grøn.

Investeringer i forbedret energieffektivitet i bygninger kunne skabe yderligere 2-3,5 millioner grønne job alene i Europa og USA og med et endnu større potentiale i udviklingslande. I Nigeria kan en bæredygtig brændstofindustri baseret på kassava og sukkerrør skabe beskæftigelse til 200.000 mennesker. Indien kunne skabe 900.000 arbejdspladser i 2025 ved fremstilling af biogas. Heraf kunne 300.000 arbejde med fremstilling af ovne, og 600.000 kunne arbejde i områder med fremstilling af briketter og piller til brændstofforsyningskæden.

I Sydafrika har det regeringsstøttede Working for Water-projekt – som har over 30.000 ansatte, inklusive kvinder, unge og handicappede – også set en mulighed i krisen. Landet bruger omkring 60 millioner dollars årligt til at bekæmpe invaderende fremmede planter, der truer det naturlige dyreliv, vandforsyningen, vigtige turistmål og landbrugsjord. Arbejdet vil vokse, når mere end 40 millioner tons invasionsplanter bliver høstet som brændstof til kraftværker. Resultatet er, at omkring 500 megawatt elektricitet, omkring 2 % af landets behov, vil blive produceret sammen med over 5.000 nye job.

LEVEBRØD TILPASNING

Selvom der bliver gjort noget for at skære ned på udledningerne, så vil mange samfund, specielt de mere sårbare, være nødt til at tilpasse sig og have brug for assistance til at reducere udledningerne for både at kunne bevare og forbedre deres levebrød. Lad mig bare nævne nogle få af de mange muligheder, der skal udforskes. Tag for eksempel regnvands-indsamling.

Med en befolkning på lidt under 40 millioner mennesker har Kenya regn nok til at opfylde seks til syv gange så mange menneskers behov.

I Etiopien, hvor lige over en femtedel af befolkningen er dækket af hjemlig vandforsyning, og omkring 46 % af befolkningen lider af sult, kan man potentielt indsamle  regnvand, der svarer til over 520 millioner menneskers behov.

I modsætning til store dæmninger, der indsamler og oplagrer vand over store områder, mister små regnvandsindsamlings-projekter mindre vand på grund af fordampning, fordi regnen eller overfladevandet samles lokalt og kan opbevares på forskellige måder.

Indsamlingsudstyr til regnvand, inklusive beholdere og mini-reservoirer eller “jordgryder”, er blevet installeret i et Masai-samfund i Kisamese, Kajiado, omkring 30 minutters kørsel fra Nairobis Ngong Hills.  Projektet har kapacitet til at oplagre over en halv million liter vand og har ført til udviklingen af små køkken-haver og forbedret jordstykker, der bidrager til fødevaresikkerhed. Der er også blevet etableret skovstykker, der kan fældes og anvendes som brændsel til madlavning.

Agnes Mosoni Loirket, en lokal Masai-leder i Kisamese, fortalte på FN’s klimakonference i Nairobi i 2006, at tilgængeligheden af vand har mindsket arbejdspresset og tiden, det tager at hente vand.   ”Før projektet plejede nogle kvinder at tage tidligt af sted og sove tæt ved floden og lade børnene gå i skole alene uden opsyn ... det har alt sammen ændret sig,” sagde hun.

SMÅ PROJEKTER GØR EN FORSKEL

Den femårige Assessments of Impacts and Adaptations to Climate Change, finansieret af Global Environment Facility og udført af UNEP i samarbejde med 350 forskere, START-sekretariatet i Washington DC og Videnskabsakademiet for Udviklingslande i Trieste, Italien, har også understreget nogle indlysende eksempler. Tre tilfælde blev studeret i Sudan – et i de tørkeramte og ofte nedbrudte landområder i Bara-provinsen i Nordkordofan; et andet i rødehavsstaten arbaat, og et tredje ved el-Fashir, Norddarfur – for at se, om det er muligt at gøre samfund mere modstandsdygtige over for klimatiske chok. Resultaterne indikerer, at ret små, men velgennemtænkte projekter kan fremme levebrød og reducere sårbarhed, hvis de støttes af det lokale samfund, hvilket i mange tilfælde involverer kvinders medindflydelse og ydelser som dyrlægehjælp og mikrolån.

I Bara er små kunstvandede køkkenhaver, skadedyrskontrol, et skift fra geder til får, stabilisering af sandklitter og andre forholdsregler blevet testet som forebyggende midler. Projektet i Bara har medført en stigning de dyrkede arealer på næsten 60 %, husdyrgrundlaget er steget med over 45 %, og fødevareproduktionen gået i vejret med 48 %.

I Arbaat er forskellige praktiske og institutionelle forhold blevet testet, inklusive indførelsen af regnvandsindsamling og træplantning sideløbende med planer for mikrolån, læsetræning for kvinder og undervisning i forbedrede dyrkningsteknikker. Arbejdet i Arbaat har medført en stigning i landbrugets produktiviteten på 12 % og i afgrødeproduktionen på næsten 20 % samt forbedringer i kvaliteten og kvantiteten af vand.

Imens har forskning udført af UNEP og FN Konferencen for Handel og Udvikling koncentreret sig om tilpasningsmæssige og indtjeningsmæssige fordele ved økologisk landbrug med fokus på 114 småbønder i over 20 afrikanske lande.

Udbyttet er mere end fordoblet på steder, hvor man har anvendt en økologisk eller næsten økologisk dyrkningspraksis. I Østafrika steg udbyttet med 128 %. Undersøgelsen viste, at økologiske metoder fungerede langt bedre end traditionelle metoder og kemikalieintensivt standardlandbrug også medførte store miljømæssige fordele såsom en forbedret jordbundsfertilitet, bedre vandtilbageholdelse og tørke-resistens.  Forskningen understregede også den rolle, som tilegnelsen af økologisk praksis kan have for forbedringen af den lokale uddannelse og samarbejdet i lokalsamfundet.

GØR DEN GLOBALE ØKONOMI GRØNNERE

Klimaændringerne udgør en stor udfordring for folks levevilkår i såvel udviklingslandes som de udviklede landes økonomier. Før i tiden kunne samfund, der stod over for mangelsituationer og hårde tider, flytte, men det bliver i stadig mindre grad muligt i en verden med seks milliarder mennesker, og som vil vokse til over ni milliarder.

Kampen mod klimaændringerne er dog også en stor chance for at gøre den globale økonomi grøn samt for at skabe en bæredygtig økonomi for det 21. århundrede; et århundrede, hvor virksomheder og samfund, der forvalter knappe eller begrænsede ressourcer mere intelligent, vil bliver belønnet; et århundrede, hvor en ny generation af værdige arbejdsmuligheder er opnåelig, hvis vi – midt i krisen – griber muligheden.