Klimaændringer og livet på Jorden

AT LEVE I EN VARMERE VERDEN

Når vi overvejer, hvordan den globale opvarmning påvirker og vil fortsætte med at påvirke livet på Jorden, så vil vores forestillingsevne uundgåeligt fokusere på, hvordan livet vil blive for os og vores børn som individuelle medlemmer af en art på Jorden. FN’s Klimapanel (IPCC) forudsiger, at gennemsnitstemperaturerne på vores planet vil stige med op til 6° C i 2100, hvis der ikke gøres noget for at reducere udledningen af drivhusgasser fra menneskelige aktiviteter. Mediernes fremstillinger af denne forudsigelse bliver ofte fulgt af billeder af bikiniklædte strandgæster, der nyder solen, sådan at de (bevidst eller ubevidst) giver seere og læsere en grund til at associere klimaændringer med noget, vi rent faktisk ville nyde. Hvem, som har levet gennem en vinter på tempererede breddegrader, har ikke på et eller andet tidspunkt inderst inde ønsket sig lidt mere af den der ”globale opvarmning”, som folk snakker så meget om?

Umiddelbart lyder en temperaturstigning på 6° C ikke af ret meget. Mange af os oplever langt større temperaturændringer fra sommer til vinter, men det, som er virkelig vigtigt i IPCC-forudsigelsen, er det ord på 10 bogstaver, som skjuler sig midt i sætningen: ”gennemsnit”. Forestil dig, at du har fødderne i ovnen og hovedet i fryseren. Du har nok en behagelig gennemsnitstemperatur, men du vil helt sikkert opleve de ekstreme temperaturer, du føler i hver ende af kroppen, som ubehagelige. Den globale opvarmning påvirker Jorden på stort set samme måde. Nær ved Ækvator forventes relativt små (dvs. mindre end gennemsnittet) temperaturstigninger, mens der for polarområderne er forudsagt langt større temperaturstigninger. Temperaturstigningerne vil, uanset hvor de sker, påvirke livet på Jorden.

Isbjørnen bliver allerede brugt som et gribende symbol på, hvordan global opvarmning truer de arktiske organismer. Forskerne mener, at den dramatiske tilbagegang i de seneste årtier blandt kejserpingvinerne på den anden side af planeten skyldes klimaændringer, og at fortsatte temperaturstigninger i dette område kan føre til, at arten bliver udryddet.

At isbjørne og kejserpingviner (og mange andre organismer) er truet af klimaændringerne, er i første omgang ikke en direkte konsekvens af de varmere temperaturer, de udsættes for. Alle planter og dyr har udviklet sig til at kunne overleve i en række forskellige temperaturer, og vi ved nu, at begge disse dyr kan overleve varme sommerdage i zoologiske haver i byerne, så det er ikke temperaturstigningen i sig selv, der truer isbjørnene og pingvinerne. Truslen kommer rettere fra ændringer i deres leveområder forårsaget af tem-peraturstigninger. Disse ændringer af leveområderne medfører forst yrrelser i økosystemerne og i sidste ende i fødekæden. På grund af påvirkningen af deres miljø får den globale opvarmning ganske enkelt isbjørne og pingviner til at sulte.

Tilgængeligheden af føde for begge disse dyr afhænger af, hvor store arealer der er dækket med is. Isbjørne jager havpattedyr fra havisen. De længerevarende isfri perioder opstår som konsekvens af de stigende temperaturer i Arktis, og dette reducerer isbjørnenes adgang til deres føde. På samme måde er kejserpingviner i Antarktis afhængige af små havdyr (primært krill), der lever af alger, som vokser under isen. Med mindre is er der mindre substrat, som algerne kan vokse på, mindre føde for krillen og dermed mindre føde til pingvinerne. Krill regnes for en ”nøgleart” i det antarktiske økosystem, fordi så mange organismer (fra pingviner til bardehvaler) er afhængige af dem som føde og for deres overlevelse. Reduktionen i isdækket – en direkte konsekvens af den globale opvarmning – har følgevirkninger for hele økosystemet og truer en række arter, som findes der.

KLIMAÆNDRINGER ER MERE END TEMPERATURÆNDRINGER

Tabet af isen forårsaget af den globale opvarmning har med andre ord afgørende betydning for livscyklus og økosystemstruktur i polarområderne. Lignende eksempler (ikke med is, naturligvis, men hvor ændringer i levesteder forårsaget af klimaændringer forstyrrer eller forventes at forstyrre økosystemer og true arter) kan blive fundet over hele Jorden, i havene og på land. For de fleste organismer, der lever på landjorden, hænger de mest slående ændringer af leveområder sammen med vand. Her er resultatet af klimaændringerne nemlig enten meget mere eller meget mindre vand, end hvad der hidtil har været tilfældet.

STIGENDE HAVNIVEAU

Vi ved, at ændringer i klimaet følges af ændringer i havniveauet. Det er der to grunde til: For det første udvider varmt vand sig, og havene fylder simpelthen mere i varmt end i koldt klima. For det andet, og det er i sidste ende vigtigere, bestemmer den globale temperatur, hvor meget af vandet på planeten der findes i form af is. Når gletsjerne på land smelter, vil det vand, de frigiver, bane sig vej til havet og bidrage til stigningen i havniveauet. Vi ved, at havniveauet på planeten i løbet af den geologiske tidsskala på flere hundrede millioner år har varieret med flere hundrede meter. Stigninger i havniveauet som følge af de stigende globale temperaturer i løbet af de seneste årtier er allerede registreret.

Spørgsmålet er nu, hvor stor en stigning i havniveauet vi kan forvente i de kommende år som følge af den fortsatte opvarmning. I sin rapport fra 2007 forudsagde IPCC en maksimal global stigning i havniveauet i 2100 på 59 cm. Man bemærkede dog også (og dette punkt bliver kun sjældent gengivet i pressen), at der er nogle relevante faktorer, som ikke blev taget med i denne vurdering, simpelthen fordi man ikke havde tilstrækkelige data. Der bliver hurtigt indsamlet data (specielt om issmeltning, der sker hurtigere, end IPCC forudsagde), og de fleste eksperter i is og havniveau-stigning mener nu, at FN’s vurdering fra 2007 formentlig er en undervurdering af, hvad vi kan forvente at se i dette århundrede. Der er stadig meget diskussion om, hvor meget havniveauet egentlig vil stige, men forslag på en meter eller højere bliver mere og mere almindelige i den videnskabelige litteratur; og naturligvis er det også vigtigt at huske, at stigningen i havniveauet ikke vil stoppe i 2100.

Der er en betydelig tidsforsinkelse i havniveauets reaktion på opvarm-ningen. Selv hvis vi stopper alle former for menneskelig påvirkning af klimaet i dag, vil havniveauet stadig stige flere årtier ind i fremtiden. Med andre ord vil de beslutninger, som nutidens generationer træffer med hensyn til, om og hvordan man skal bekæmpe de menneskeskabte klimaændringer, have afgørende betydning for fremtidige generationer af både vores egen og andre arter, der lever her på Jorden.

ØGET STORMAKTIVITET

Det giver sig selv, at højere havniveauer har alvorlige konsekvenser for lavtliggende landområder. 45 % af den menneskelige befolkning og 75 % af vores superbyer (flere end 10 millioner indbyggere) findes i kystområder, og der har allerede været eksempler på, at små øsamfund i Stillehavet og det Indiske Ocean har været nødt til at flytte til højere områder. Det er imidlertid ikke kun størrelsen af havniveauets stigning i sig selv, der truer vores egen og andre arter i disse kystområder.

Stormfloder forårsager store ødelæggelser i kystområder.  En af de faktorer, som afgør højden på en stormflod, er naturligvis havniveauet. En anden er størrelsen af den storm, som driver stormfloden. Orkaner og tyfoner (tropiske cykloner) får deres energi fra den varme, der er oplagret i havets overflade. Disse storme dannes kun over havvand, hvor overfladetemperaturen er mindst 26,5º C. I forhold til et koldere hav øger et varmere hav dermed risikoen for, at disse storme udvikler sig og bliver mere intense. Det er blevet påvist, at der er sket en stigning i intensiteten af orkaner og tyfoner i de senere årtier, hvilket svarer til den periode, hvor havtemperaturen er steget. Der skal dog en længere tidsperiode til, for at vi med sikkerhed kan sige, at den globale opvarmning er den direkte årsag til den observerede stigning. Dog, forståelsen af forholdet mellem havets temperatur og stormudviklingen gør forudsigelsen af en øget stormfrekvens og intensitet som følge af klimaændringerne meget holdbar, og som orkanen Katrina, der ramte New Orleans i 2005, på tragisk vis demonstrerede, så kan kombinationen af stormfloder og lavtliggende byer være en dødelig cocktail.

FOR LIDT VAND

En af de vigtigste faktorer, som påvirker udbredelsen af plantelivet og strukturen i økosystemerne på land, er adgangen til vand. På en varmere planet er der mere vand i atmosfæren. Fordelingen af nedbøren ændres imidlertid også dramatisk. Generelt kan vi sige, at de områder på planeten, som allerede er ”våde” (får meget nedbør), vil, som en konsekvens af klimaændringerne, blive endnu vådere; og de, der for nuværende er ”tørre”, vil blive endnu mere tørre.

Især stigningen af tørke i tørre områder vil have stor betydning for mange arter – inklusive vores egen – med henblik på deres evne til at finde føde. Adgangen til fødevarer er allerede et problem i det centrale Afrika, og klimaændringerne vil kun gøre situationen værre. Problemet er imidlertid ikke kun begrænset til Afrika.

I mange områder rundt om i verden – både i de industrialiserede lande og i udviklingslandene – falder grundvandsspejlet, og bønder skifter til mindre vandkrævende afgrøder, end hvad de traditionelt har dyrket, hvis ikke de dropper landbruget helt.

Efterhånden som et område bliver mere tørt, bliver det naturligvis ikke kun vanskeligere for planterne at vokse, området bliver også mere udsat for brande. Den internationale opmærksomhed har været rettet mod de udbredte og ødelæggende skovbrande, der i de senere år har hærget både Australien og det vestlige Nordamerika. Brande er naturlige fænomener, og mange faktorer påvirker deres udvikling. Det er derfor nødvendigt med en længere tidsperiode, før det kan fastslås, om der er en årsagsforbindelse mellem den synlige stigning i brandene og klimaændringerne. Men forudsigelsen om, at brande vil udgøre en større risiko i nogle områder som følge af klimaændringerne, er rimelig, da risikoen for brande bliver større, når et område bliver mere tørt.

GLOBALE ÆNDRINGER ER MERE END KLIMAÆNDRINGER

Næsten alle anerkender nu, at stigningen i atmosfærens CO2-indhold forårsaget af menneskelige aktiviteter påvirker klimaet ved at forøge drivhuseffekten i atmosfæren. Der er imidlertid kun få, som er klar over, at den samme stigning i atmosfærisk CO2 udgør en direkte trussel mod mange arter i havet, fordi den får overfladevandet i havene til at blive mere surt. Havene dækker 71 % af Jordens overflade og er i direkte kontakt med atmosfæren. Efterhånden som mængden af CO2 i atmosfæren stiger, opløses mere af det i havenes overfladevand. Når CO2 bliver opløst i vand, dannes der kulsyre, og opløsningens surhedsgrad forøges (det er derfor, kulsyreholdige drikke er skadelige for tandemaljen). Mange organismer, der lever i havet, danner kalciumkarbonat (kalk) og bruger det til opbygningen af skaller eller til strukturer, de lever i. Kalciumkarbonat bliver opløst under sure forhold, og det menes, at selv de forholdsvis små ændringer, som er sket i havets surhedsgrad, og som forventes at fortsætte, når det atmosfæriske CO2 stiger, vil have en voldsom indvirk-ning på en række marine organismer.

En gruppe, som vækker betydelig bekymring i denne forbindelse, er korallerne. De er allerede under betydeligt pres på grund af det skiftende klima. Det lader til, at mange koraller ikke kan tåle varmere temperaturer, og ”koral-blegning”, hvor korallerne mister deres farver, finder oftest sted efter en usædvanlig varm periode. Desuden er strukturen af den type af kalciumkarbonat, som koraller danner, (aragonit) særlig følsom over for stigninger i havenes surhedsgrad. Klimaændringer anses generelt for at være den største trussel på langt sigt mod Great Barrier Reef i Australien. Nogle forskere har forudsagt, at hvis CO2-udledningerne fortsætter uhindret, vil der inden udgangen af dette århundrede ikke være nogen steder i verdenshavene med plads til en sund vækst af koraller.

LIVET PÅ JORDEN OG KLIMASYSTEMET

Dette kapitel begyndte med at overveje, hvordan klimaændringen kan påvirke livet på Jorden. Det er kun passende at afslutte med at overveje, hvordan de ændringer, der finder sted i livet på Jorden, kan påvirke og føre til ændringer i klimaet. Vores samfund er langsomt ved at acceptere det faktum, at vores art ændrer størrelsesordenen af drivhuseffekten i atmosfæren ved at øge atmosfærens koncentrationer af drivhusgasser.

Det burde derfor ikke komme som nogen overraskelse, at andre organismer i Jordens system også påvirker klimaet.  Planter fjerner CO2 fra atmosfæren gennem deres fotosyntese. Vi er klar over, at nogle områder, såsom regnskoven i Amazonas, er særlig vigtige med hensyn til at fjerne CO2 fra atmosfæren og indlemme det i biomassen. Forskerne forudsiger imidlertid, at de kombinerede virkninger af skiftende temperaturer og skiftende nedbørsmønstre som følge af menneskeskabte klimaændringer vil reducere udstrækningen af regnskovsområderne og dermed reducere kapaciteten for CO2-optagelse.

På samme måde ved vi, at havet indtil nu har optaget mellem en tredjedel og halvdelen af den ”ekstra” CO2, vi har udledt i atmosfæren. Store dele af denne optagelse skyldes igen fotosyntese. Nogle af de små planter synker, efter at have optaget denne CO2, ned i de dybeste dele af havet og eliminerer hermed muligheden for, at den indbyggede CO2 vender tilbage til atmosfæren. I et varmere ocean vil de biologiske processer, der fjerner CO2 fra atmosfæren, blive mindre, både fordi der vil være mindre planteaktivitet (på grund af en formindsket opblanding af næringsstoffer fra bundvandet til overfladen i et mere temperaturopdelt hav), og fordi øget bakterieaktivitet i det varme vand vil nedbryde de synkende plantedele, før de når dybhavet.

Klimaændringernes indvirkning på livet på Jorden har med andre ord feedback-virkninger, der i sig selv påvirker klimaet, og som potentielt forstærker den globale opvarmning. Eftersom vi er dyr, der lever i atmosfæren, har vi en tendens til at sætte lighedstegn mellem klima og lufttemperatur og betragte klimaændringer som noget, der simpelthen handler om ændringer i luftens temperatur. Som vist her kan det ikke være fjernere fra sandheden. De lufttemperaturer, vi mærker, er blot en enkelt komponent i Jordens komplicerede klimasystem, hvor ikke kun atmosfæren, havene og landjorden, men også alle levende organismer spiller en rolle. At forudsige, hvordan klimaændringerne vil påvirke fremtiden for vores art på Jorden, kræver forståelse og anerkendelse af dette fantastiske system med dets myriader af interaktioner.