Klimaændringer og sikkerhedspolitik

ENDEN PÅ DEN VIDENSKABELIGE DISKUSSION

På grund af klimaændringerne er verden ved at vågne op til nye former for konflikter. Sammenstød ove græsningsrettigheder i Sahel; pirater ud for Somalias kyst; smeltende gletsjere i Himalaya; russiske opdagelses-rejsende, der planter deres nationalflag på havbunden ved Nordpolen.

De er det 21. århundredes potentielle brændpunkter, hvor gamle årsager til konflikter blusser op på grund af det nye pres fra klimaændringerne. Hvordan vi håndterer disse spændinger vil være afgørende for, hvorvidt vi kan bevare en fredelig international orden gennem dette århundrede.

I de senere år er vi blevet mere opmærksomme på disse problemer. I april 2007 afholdt FN’s Sikkerhedsråd det første møde om forbindelsen mellem klimaændringer og internationale konflikter. I USA er der gjort en betydelig indsats i områderne for forskning og sikkerhed for at vurdere og gennemtænke forbindelsen mellem klima og sikkerhed. Europa har også været mere aktiv. I marts 2008 udarbejdede jeg sammen med Europa-Kommissionen en rapport til det Europæiske Råd for Klimaforandringer og International Sikkerhed.

Min rapport fremkom med tre hovedkonklusioner. Den første er, at de risici, som klimaændringerne udgør, er virkelige, og at klimaændringernes påvirkninger allerede finder sted. Det er ikke et problem, der hører den fjerne fremtid til. Den videnskabelige diskussion om klimaændringerne er forbi. IPCC’s resultater er tydelige: Globale temperaturer, havniveauer og frekvensen af ekstreme vejrbegivenheder er alle i stigning.

CO2-udledninger og andre drivhusgasser ligger bag disse forandringer. Feedback-sløjfer forværrer hurtigt klimaændringernes indvirkning på økosystemerne.

Som præsident Obama så rigtigt har sagt: Vores planet er i fare. Allerede sidste år var hovedparten af alle anmodninger om humanitær nødhjælp klimarelaterede. Men risiciene ved klimaændringer rækker langt videre end humanitære kriser. Det er derfor, klimaændringer ikke ”kun” er en miljømæssig udfordring, uanset hvor påtrængende og vigtig den er. Klimaændringer medfører også alvorlige politiske og sikkerhedsmæssige risici. Vi er nødt til at imødegå disse trusler nu og i et fælles samarbejde.

KLIMAFORANDRINGER FORVÆRRER KONFLIKTER

For det andet understregede rapporten, at den mest passende måde at betragte klimaændringerne på er som en trusselforøger: De forstærker stress og pres i og mellem landene. De øger presset på andre drivkræfter til konflikt og ustabilitet gennem reduceret landbrugsmæssig produktivitet, vandmangel og ørkendannelser, flugt og migration (i og mellem landene), naturkatastrofer og ændringer i kystforhold. Adgang til ressourcer, specielt hvor en sådan adgang er blevet gjort til et politisk spørgsmål, er især vigtig og rummer et klart potentiale til at skabe uro og voldelige konflikter.

Det er vigtigt at understrege, at større spændinger er sandsynlige, men konflikter er langtfra uundgåelige. Det afgørende er, hvordan folk reagerer. Det, vi ser, er, at klimaændringerne truer med at overbebyrde de lande og områder, som allerede er skrøbelige og konflikttilbøjelige. Den kritiske variabel er med andre ord styring. Hvordan regeringer reagerer på klimaændringernes virkninger afhænger af, hvor godt de løser nutidens konflikter. Det er derfor, det er så vigtigt at øge opmærksomheden og handle nu for at forøge modstandsdygtigheden.

Somalia er et godt eksempel. En cyklus af tørke og oversvømmelser har reduceret fødevareproduktionen og medført ustabilitet i et samfund, der allerede er svækket af etniske spændinger, ekstremisme og indblanding udefra. Somalia har i mange år manglet noget, der ligner en effektiv og lovlig regering. Konsekvenserne har været større udvandring og piratangreb på international skibsfart. Vi står over for en udfordring, der kombinerer både miljømæssige, humanitære og sikkerhedsmæssige elementer.  I 2008 besluttede EU at udsende en flådestyrke – vores første under den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik – til området som en del af vores reaktion. Men vi ved, at vi ikke kan håndtere sikkerhedsproblemerne til søs uden samtidig at arbejde for en varig løsning på Somalias politiske problemer på landjorden.

Det ville være alt for enkelt at opfatte klimaændringer som den vigtigste årsag til denne konflikt. Men de er heller ikke uden betydning. Sammen med de traditionelle årsager til konflikter forværrer klimaændringerne situationen. Den samme dynamik er gældende for konflikten i Sudan/Darfur, hvor reduceret nedbør har øget spændingerne over adgangen til dyrkbart land.

DER ER INGEN NEMME LØSNINGER

For det tredje understregede rapporten, at vi skal bruge en omfattende og global tilgang. Vi ved, at selvom klimaændringerne har virkelige konsekvenser for vores sikkerhed, er der ingen virkelig magtfulde politiske svar. Det gælder om at få alle udenrigspolitiske niveauer på plads: udviklingspolitik, handel, diplomati og krisehåndtering.

Klimaændringerne i sig selv kan kun bekæmpes gennem global handling og et robust internationalt regime. Det gælder også for sikkerhedsaspekterne. Vi er nødt til at danne brede koalitioner af alle nøglespillerne i dette felt. Fra store lande som USA, Kina og Rusland til FN og deres specialiserede agenturer og regionale organisationer som OSCE, Den Afrikanske Union og ASEAN.

I bredere forstand er det multilaterale system udsat, hvis det internationale samfund ikke formår at adressere disse trusler. De, som er mest påvirket af klimaændringer, er ikke dem, der er mest ansvarlige for dem. Det kunne give grobund for en modstandspolitik: Nord-Syd, men også Syd-Syd, hvor kampen står mellem de store udledningslande og de mest påvirkede lande. Kort sagt vil klimaændringernes geopolitik brede sig langt ud over miljø og vil forbinde gamle problemer på nye måder.

ETABLERINGEN AF ET "KULSTOF-DIPLOMATI"

Hvad gør vi i EU for at adressere den indvirkning, som klimaændringerne har på den internationale sikkerhed? For det første opbygger vi EU’s kapacitet over en bred front: fra overvågning og advarselssystemer til konfliktforebyggelse, krisehåndtering og katastrofeberedskab. Jo mere vi ved, og jo flere muligheder vi har, desto bedre kan vi forhindre det værste og hjælpe dem, der vil blive hårdest ramt, med at håndtere det uundgåelige. For det andet udvikler vi et “kulstof-diplomati”. I alle vores forhold – fra Afrika til Mellemøsten; fra Latinamerika til Centralasien og videre – øger vi opmærksomheden omkring sikkerhedsaspekterne af klimaændringerne og diskuterer, hvordan vi bedst kan opbygge kapaciteten i de lande, som har mest brug for det. Vi inddrager også en lang række medspillere såsom ngo’er, tænketanke og firmaer sammen med det traditionelle udenrigspolitiske system.

For det tredje vurderer vi, hvorvidt eksisterende spilleregler er ”klimasikre”. Med stigende havniveauer og smeltende havis er der et stigende behov for at tage fat på den voksende debat om territoriekrav, eksklusive økonomiske zoner og adgang til nye handelsveje. Bortset fra at presse på for en fuld implementering af eksisterende internationale regler, såsom Havretten, kan der være behov for at styrke dem i lyset af de nye udfordringer, som klimaændringerne skaber. Nogle af de lande, der er særdeles sårbare over for klimaændringer, beder også om international anerkendelse af miljøskabte udvandringer.

PÅ FORKANT MED USTABILITETEN

Vi har indset, at meget af dette handler om at bringe folk fra sikkerheds- og miljøområderne sammen. Denne opgave er intellektuelt spændende, men ikke så nem at udføre i praksis. Alt for ofte hører folk til og skaber og implementerer politik i forskellige ”rum”. Fremhævelsen af forbindelsen mellem klimaændringer og sikkerhed har opmuntret os til at tage et nyt kig på, hvordan vi former vores udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er ikke et spørgsmål om at få debatten til kun at handle om sikkerhed eller at tage den ud af hænderne på miljøministrene. Men det militære og sikkerhedsmæssige etablissement har indsigt og måder at tænke på, der kan være af stor værdi: mobilisering af store teknologiske forskningsprojekter, for eksempel; eller planlægning mod begivenheder med lav risiko, der kan vise sig at have alvorlige påvirkninger.

På samme tidspunkt har miljøfolk et vigtigt bidrag at yde til det udenrigspolitiske område ved at hjælpe os med at overveje et større omfang af årsager til konflikter, og hvordan vi kan bruge nye former for data, inklusive klimatiske data, til at forbedre vores evne til at forudse potentiel ustabilitet.

Det er indlysende, at vi kun er i begyndelsen af en proces. Vi har brug for meget mere forskning, der ser på konsekvenserne af klimaændringer i flere detaljer for specifikke regioner, det være Vestafrika, Sahel, Mellemøsten eller Centralasien, eller for individuelle lande. Klimaændringer er et globalt problem, men de vil have meget forskellige konsekvenser. Vi har brug for detaljerede analyser for at skærpe vores konfliktforebyggelsesstrategier og planlægning af krisehåndtering.

For at give et enkelt eksempel kan man se på Bangladesh. Befolkningen i det land, som allerede er på 142 millioner, forventes at stige med yderligere 100 millioner i de kommende årtier. Indien har bygget et hegnssystem langs grænsen for at begrænse emigrationen. Hvis havniveauet stiger, kombineret med flere monsunstorme, vil presset stige. Tilføj dertil konsekvenserne af fattigdom og radikal islam, og man har en udenrigspolitisk udfordring, som ikke lader sig kategorisere.

EUROPÆERE MÅ GØRE ENDNU MERE

Konklusionen er, at forbindelsen mellem klimaændringer og udenrigs-politik betyder, at vi er nødt til at arbejde parallelt på to spor.

Det første spor går ud på at sikre, at vi får en ambitiøs og robust post-Kyoto-aftale. Det vil kræve dygtigt diplomati, der bringer alle relevante deltagere sammen på basis af et fælles, men differentieret ansvar. Det er i København i december 2009, at det skal ske.

For at sætte gang i en aftale har EU forpligtet sig til at reducere udledningerne med 20 % i forhold til 1990-niveauet og har tilbudt at skære 30 % ned, hvis andre industrilande vil forpligte sig til tilsvarende nedskæringer som del af en international aftale. Vi regner med, at USA, Rusland, Kina, Indien og alle andre vil leve op til deres globale ansvar. Det andet spor går ud på, at vi skal arbejde sammen med andre om at håndtere sikkerhedskonsekvenserne af klimaændringerne.

Uanset hvilken aftale der bliver resultatet i København, og selv hvis vi slukkede for al lyset i dag, vil vi stadig kunne mærke de miljømæssige konsekvenser af tidligere udledninger i morgen.

Det gælder også for de sikkerhedsmæssige konsekvenser.

Alle beviserne peger på, at vi kan forvente en verden med flere svage og fejlslagne stater, flere migrationer, flere stridigheder om ressourcer og hyppigere naturkatastrofer. Europæerne må være parate til at gøre mere for at håndtere disse udfordringer ved at bruge en bred vifte af politikker inden for diplomati, sikkerhed, udvikling og handel, som Den Europæiske Union kan indføre i samarbejde med andre.

Vi er alle et produkt af vores miljø. En planet i forandring er en alvorlig udfordring for mennesker overalt i verden.

Denne bog, ”100 Steder at huske før de forsvinder”, minder os om, hvad der står på spil. Vi må gøre noget nu.